Det lige stød


Det lige stød i billard er en meget meget vigtig detalje at træne.

For at kunne ramme der hvor man sigter, essentielt i billard, er det naturligvis meget vigtigt, at man kan føre køen frem og tilbage og støde af, i en helt lige linje fremad.

Stillingen er naturligvis helt centralt her. En korrekt stilling er første skridt på vejen, efterfulgt af en god bro, et løst greb om køen med baghånden og en rolig bevægelse af køen, frem og tilbage.

En rigtig god øvelse til at træne det lige stød er, at placere 2 kegler midt på bordet, med ca. 20 cm. afstand.

Start med at placere de 2 kegler omkring udlægspletten i den ene ende af bordet og placer stødballen på udlægspletten i den anden ende.
I første omgang går øvelsen ud på, at støde stødballen op i gennem de 2 kegler og retur til pletten man støder fra.

Efterhånden som man bliver bedre til det lige stød, flytter man keglerne tættere på hinanden, indtil der kun er lidt over en bal's afstand i mellem keglerne.

Herefter flytter man de 2 kegler til midten af bordet og laver samme øvelse.

Efter et stykke tid med denne øvelse, fortsætter man med to baller, en hvid og stødballen, hvor det gælder om at støde hvid bal gennem keglerne. Denne øvelse kan udføres med både stopstød, medløbsstød og trækstød i stødballen.

Efterhånden kan man også lave tempoøvelser, sådan at man beslutter sig til, hvor henholdsvis stødbal og hvid bal skal placere sig efter stødene.