1.png Billardskolen.dk 2.png
Navigation
blank.gif bullet.gif Forside
bullet.gif Oversigt
bullet.gif Instruktionsmateriale
bullet.gif Materiel
bullet.gif Teknik og balbehandling
bullet.gif Keglebillard
bullet.gif Fri Carambole
bullet.gif 3-Bande Carambole
bullet.gif Pool
bullet.gif Bedste steder at spille pool
bullet.gif Træningsøvelser
bullet.gif Downloads
bullet.gif Links
bullet.gif Kontakt siden
blank.gif
sideb-left.pngsideb-right.png
Stødteknik
blank.gifFejlstød.
Når man laver et fejlstød, kan der være flere årsager til dette, bl.a. at man ikke har kridtet duppen godt nok, så duppen glider af på stødballen, men årsagen kan også være, at man har ramt ballen i den såkaldte "kiksezone".
Rundt om hele ballen findes der en 10 mm kiksezone. Rammer man ballen i denne zone med en dup som er dårlig kridtet, eller et dårligt stød, en hård dup, m.v., så er der stor risiko for at stødet kikser og duppen glider af på ballen.




















Man kan kun ramme stødballen i kiksezonen, hvis duppen er tip top i orden og godt kridtet og selv her vil der være en stor risiko for at man kikser stødet.

Det er vigtigt, at bemærke sig, at kiksezonen er den samme, også når en bal ligger tæt på en bande, og man her må hæve bagenden af køen. Hermed ændrer ballens centerlinie sig også, hvilket betyder at man ikke skal ramme så dybt i ballen, i forhold til når køen er vandret.

Ballen.
Ballens diameter er ca. 60 mm, trækker man kiksezonen fra foroven og forneden på ballen, får man dermed 40 mm. at støde på.
Disse 40 mm. kan man inddele i 4 zoner, zone A og B til medløbsstød, centerlinien midt i ballen og zone C og D under centrum til trækstød.

























Køføringen.
Køføringen er vigtig at bruge lidt tid på. Man skal lære sig at kunne lave en lige købevægelse, frem og tilbage. Samtidig skal køen bevæge sig frem og tilbage i en næsten vandret bevægelse. Sidst skal man kunne bevæge køen frem og tilbage i et roligt tempo, og få rytme i køen og selve stødet.

Stødet.
En vigtig ting at lære når man starter med at spille billard, er selve stødet.
Pr. definition kan man opdele billardspillere i 2 grupper, dem der skyder til ballerne og dem der støder til ballerne.
For at komme nogle trin over begynderstadiet er det en god idé, at få en instruktør eller en af de bedre spillere, til at forklare lidt om det man kalder et gennemstød.

Den overvejende del af begynderspillere har tendens til at lave meget korte stød, hugstød, hvor de rammer stødballen i en kort hurtig bevægelse og samtidig trækker køen lidt tilbage og måske endda rejser sig op i stødet.

Dette stød gør at positionsspillet og farten i ballerne bliver meget svært at beregne og styre.

Selve stødet, forbevægelsen, den måde man bevæger køen frem og tilbage inden stødet, foregår i tre tempi:

1. Man går ind til bordet og gør klar til stødet, forinden er det vigtigt at man har gjort sig helt klar med, hvilket dessin man vil spille.

2. Man sigter, samtidig med at køen holdes i ro, med duppen placeret lige bag stødballen.
Det er bandlyst at sigte og bevæge køen frem og tilbage samtidig.
Når man er færdig med at sigte, koncentrerer man sig i nogle få sekunder om den fart ballen/ballerne skal have for at gøre det man forventer.

3. Når man når frem til dette punkt, skal punkt 1 og 2 være gennemført, ellers bør man rejse sig op, gå væk fra bordet og starte forfra.
Hvis man er klar, foregår selve stødet på følgende måde:

Man bevæger køen køen frem og tilbage 3 - 4 gange inden selve stødet går.
1. gang: Bevæg køen helt tilbage til forhånden og frem til ballen igen.
2. gang: Bevæg køen helt tilbage til forhånden og frem til ballen igen.
3. gang: Bevæg køen helt tilbage til forhånden og stød fremad, med den samme fart som du har benyttet 1. og 2. gang. Når køen rammer ballen, fortsætter man fremad med køen, i en naturlig bevægelse, indtil underarmen og albuen laver et naturligt stop.

På denne måde har du nu udført et såkaldt langt gennemstød. Det stød som benyttes i 70 - 80 % af tilfældene på et billardbord.

En god idé, er at se på golfspillere. Bemærk hvordan de slår til kuglen, fører slaget helt igennem og umiddelbart efter slaget "fryser" fast i stillingen.
Samme teknik skal overføres til billardspilleren, sådan at et stød er helt gennemført og gjort færdigt.

Gennemstødet.
For at kunne udføre et godt gennemstød, skal der være mindst 6 cm. i mellem stødbal og bal 2, d.v.s. mindst en bal's afstand, da der ellers vil være stor risiko for at man laver touche, hvilket vil sige at man rammer stødballen mere end én gang. Nogle kalder dette for et "skomagerstød".

















Ved et normalt udført gennemstød, fortsætter køen fremad ca. 12 - 15 cm, efter at den har ramt stødballen.












Her er vist et langt gennemstød og et kort gennemstød

Når man træner gennemstødet, skal man starte med et centrum gennemstød, herefter går man videre til et medløbs gennemstød, i toppen af stødballen og sidst skal man træne trækstødet som gennemstød, idet dette stød er det sværeste, især for begynderen.

Når du træner gennemstødet, så placér ballerne med en afstand på 20 - 30 cm.

Stødteknikken:
Selve stødteknikken kan inddeles i 3 grupper:
Stød med underarm, stød med håndled og stød med både håndled og underarm.

Indenfor disse 3 grupper finder man igen fire forskellige stødteknikker:
- Lang underarmsteknik.
- Tempo underarmsteknik.
- Blød håndledsteknik.
- Tempo håndledsteknik.

Den lange underarmsteknik har vi tidligere beskrevet, idet det er den teknik man benytter til langt de fleste stød, det lange gennemstød.
En lang fremadgående kø bevægelse, hvor køen, efter at have ramt stødballen, fortsætter fremad, i mindst 2 ballers bredde, ca. 12 cm.
For at udføre dette stød, skal der være mindst 6 cm's afstand i mellem stødbal og bal 2.
Det er vigtigt, at køen fortsætter fremad, i en lige uafbrudt bevægelse, for at man får udført et korrekt gennemstød.
Underarm og overarm danner en vinkel på 90 grader når stødet påbegyndes.

Tempo underarmsstødet, er et stød der udføres som en hurtig bevægelse med køen. Stødet er stadig fremadgående og udføres som et gennemstød.
Man benytter både underarm og håndled i stødøjeblikket.
Denne teknik bruges fortrinsvis i 3-Bande Carambole, på de store stød hvor der skal meget fart i stødballen, samt enkelte stød i keglebillard.

Den bløde håndledsteknik, er til gengæld en teknik som er vigtig i alle discipliner.
Teknikken udføres som en meget lang bevægelse med håndleddet.
Underarmen holdes fuldstændig i ro og fryser fast.
Underarm og overarm reduceres til en vinkel på 45 grader, d.v.s. at man flytter baghånden længere frem på køen, således at albueleddet låser overarm og underarm, derved vil der kun være mulighed for en ganske lille bevægelse af håndleddet.
For yderligere at låse albuen, kan man løfte bagenden af køen en anelse.

Denne teknik kan man f.eks. benytte når man spiller meget blød rødt, amerikanerserien i carambole, spiller til en kegle i keglebillard og spiller f.eks. en safe i pool og snooker.

Samtidig med at man går længere frem med baghånden, går man ligeledes tættere på stødballen med forhånden, 6 - 7 cm. Dette indebærer at man ikke får mulighed for store stød og at afstanden mellem forhånd og baghånd mindskes mest muligt.

Øvelser:
1 - Spil til én kegle, bal 2 må kun løbe en ganske kort afstand.

2 - Fri carambole, placér de tre baller tæt på hinanden og lav rødt mindst 5 gange, uden at nogen af ballerne kommer i bande.

Tempo håndledsteknikken, er igen en teknik hvor vi udelukkende benytter håndleddet.
Denne teknik benyttes primært når der er meget lidt afstand mellem stødbal og bal 2, under 5 cm., og for at undgå at lave touche (eller skomagerstød), d.v.s. at man kommer til at ramme stødballen to gange. Dette er ikke et tilladt stød.

Når man begynder at træne denne teknik, er det vigtigt at starte med max. afstand, d.v.s. ca. 5 cm mellem stødbal og bal 2.
Placér forhånden bag stødballen, tæt på. Hæv baghånden op i ca. en vinkel på 60 - 70 grader og lås albuen.
Med denne vinkel vil man automatisk støde nedad når man rammer stødballen og dermed mindsker man mulighederne for at støde igennem stødballen.

Selve stødet udføres som en lille hurtig bevægelse med håndleddet, hvor køspidsen rammer stødballen ganske kort tid, hvor efter køen, på grund af den hurtige købevægelse, er på vej tilbage igen og man undgår dermed at ramme stødballen 2 gange.

Når du bliver mere sikker med denne teknik, kan du mindske afstanden. Med denne teknik er det muligt, at udføre et trækstød, selv om afstanden mellem stødbal og bal 2 er helt nede på 1/2 - 1 cm.

Øvelse:
Start med max. afstand, ca. 5 cm. mellem de to baller og mindsk herefter afstanden efterhånden som du bliver mere og mere sikker på teknikken.

GODE TIPS OM STØDET:

- Bestem dig for, hvad du vil spille, FØR du går i stilling ved bordet.

- Placér venstre hånd (broen) tættere på stødballen ved bløde stød, end ved hårde stød.

- Placér baghånden længere fremme ved bløde stød.

- Placér køspidsen lige bag stødballen og peg direkte mod det sted på stødballen, hvor du ønsker at ramme. Fasthold køen i denne stilling, uden at "file" frem og tilbage.

- Vær sikker på at din forhånd (broen) er stabil ved alle stød. En usikker bro betyder mange gange, at man ikke rammer der hvor man sigter.

- Man skal stræbe efter at køens bevægelser, før og under stødet, skal være lette, lige, yndefulde og flydende, men samtidig autoritære.
Bevægelserne må ikke være hurtige og uelegante.

- Baghånden skal altid være løs og afslappet.

- Sørg for at du så tidlig som muligt lærer at få rytme i køens forbevægelse og i selve stødet.

- Undgå at forsøge at "styre" ballen med køen når du støder, ved at dreje køen til den ene eller anden side. Du kan ikke ændre ballens retning alligevel. Nogle kalder dette at give ballen "krops-skæv).
Forsøg istedet at opnå så perfekt et stød som muligt, så får du ikke brug for "krop-skæv" til at styre ballen.

- Bliv stående i stillingen efter stødet, indtil du føler at stødet er gjort helt færdigt. "Frys fast" i den stilling du har i stødøjeblikket.
Kig evt. på en golfspiller, den måde han slår igennem til golfkuglen, stemmer meget godt overens med den måde du skal støde til ballen. Slå helt igennem og frys fast i stillingen.

- Lad venstre hånd blive liggende på bordet, til stødet er gjort færdigt. Især i forbindelse med trækstød er dette en meget vigtig detalje for at opnå et godt resultat.
blank.gif
blank.gif blank.gif
sideb-leftt.pngsideb-right.png
Log ind
blank.gif
Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
blank.gif
sideb-left.pngsideb-right.png
Theme Shadows by Harly550,016 Unikke besøg